Af: Mikael Sand

En ny generation af CIP-anlæg ændrer nu måden, fødevarevirksomheder tænker rengøring, hygiejne og driftssikkerhed på. Den patenterede E-CIP-løsning, er udviklet af E-CIP Concept og produceres og sælges i Danmark af PTI A/S, sætter en ny standard for fødevaresikkerhed og effektivitet – og resultaterne taler for sig selv.

Ifølge Finn Gregersen, adm. direktør i E-CIP, handler innovationen ikke blot om at spare vand og energi, men i høj grad om at sikre en mere ensartet og dokumentérbar rengøringskvalitet:

”E-CIP bygger på en smartere måde at recirkulere skyllevandet på. I et traditionelt CIP-anlæg løber det brugte skyllevand fra flere linjer tilbage til samme genbrugstank, og dermed er der altid en risiko for, at organisk restmateriale og bakterier spredes mellem linjerne. Den risiko fjerner E-CIP,” siger han.


Forskellen ligger i vandet

I et klassisk CIP-anlæg opsamles slutskyllevandet i en fælles genbrugsvandstank og anvendes til forskyl i næste rengøringscyklus. Det betyder, at eventuelle rester af organiske materialer og bakterier kan blive ført tilbage i produktionsanlægget.

”Hvis der først kommer forurening i genbrugstanken, kan det i princippet forurene snesevis af andre objekter i anlægget. Det er et velkendt problem i branchen, og mange steder er det første sted, man kigger ved hygiejneproblemer, netop tanken med genbrugsvand,” forklarer Finn Gregersen.

Med E-CIP-løsningen bruges slutskyllevandet derimod 1:1 til forskyl af det næste objekt – uden at blive blandet med vand fra andre linjer. Resultatet er et markant renere udgangspunkt for rengøringen og en dokumenteret forbedring af fødevaresikkerheden.


Mindre kontaminering – bedre hygiejne

Målinger i en ATP-test viser, at mængden af organisk restmateriale, der vender tilbage til CIP-anlægget, reduceres med op til 66 procent med E-CIP sammenlignet med traditionelle løsninger.

”Når CIP-rengøringen udføres med højere vandkvalitet fra begyndelsen, forbedres rengøringseffektiviteten i hele rengøringsprocessen. Det betyder lavere risiko for kontaminering med lavere risiko for produktionsstop, produktspild, omarbejde og tilbagekald af produkter, og her er der mange penge at spare,” siger Finn Gregersen.

E-CIP er dermed ikke blot et miljø- og ressourcebesparende initiativ, men også et aktivt værktøj til at højne hygiejneniveauet og styrke kvalitetssikringen i hele produktionen.


Løser et anerkendt problem i branchen

På Mejeriteknisk Selskabs seminar ”Rengøring og CIP” i foråret 2025 faciliterede FORCE Technology og E-CIP i fællesskab en workshop med fokus på hygiejneproblemer.

Seminaret var bredt repræsenteret af fagfolk fra fødevarebranchen, der dagligt arbejder med CIP-rengøring. I forbindelse med seminaret blev deltagerne inddelt i 15 grupper, hvor de arbejdede med at identificere de mest almindelige hygiejneproblemer.

På spørgsmålet ”Hvor har I typisk set hygiejneudfordringer relateret til selve CIP-anlægget?” pegede mere end halvdelen af grupperne på genbrugsvandstanken, skyllevandskvaliteten og CIP af CIP som kilde til problemer med fødevaresikkerheden.

”Det er altså velkendte problemer i CIP-anlæg i fødevareindustrien. Med E-CIP løser vi netop de problemer. Vi fjerne det svage led i kæden – og det kan mærkes både på hygiejnen og på driftsøkonomien,” siger Finn Gregersen.


PTI står for produktion og implementering i Danmark

Som producent og distributør af E-CIP-anlæggene i Danmark skal PTI A/S stå for implementering af løsningen hos flere førende virksomheder i fødevare- og biotekindustrien.

Virksomheden leverer både nye anlæg og konverterer eksisterende CIP-systemer til E-CIP, så virksomheder hurtigt kan opnå højere fødevaresikkerhed, lavere ressourceforbrug og en dokumenteret økonomisk gevinst.