Af: Mikael Sand
E-CIP er udviklet til fødevare-, mejeri- og biotekvirksomheder, der ønsker høj hygiejne og rengøringseffektivitet, lavere omkostninger samt dokumenterbare miljøresultater.
Det lavere forbrug af vand, spildevand, energi og CO₂ gør løsningen til et effektivt værktøj til at reducere miljøaftrykket og styrke miljønøgletal i ESG-regnskabet.
”Når vi sparer op til 45 procent vand og spildevand, sparer vi samtidig tilsvarende 45 procent energi og CO₂,” forklarer Finn Gregersen, administrerende direktør i E-CIP.
Et Proof of Concept, udført i samarbejde med FORCE Technology, viser, at det især er håndteringen af spildevandet, der flytter ESG-nålene. Næsten 90 procent af CO₂-besparelsen stammer fra den reducerede mængde spildevand, som ikke skal pumpes og renses.
Dokumenterede forbedringer på alle 19 miljøparametre
I en miljøvurdering gennemført af FORCE Technology klarer E-CIP sig bedre end traditionelle CIP-anlæg (Cleaning in Place) på samtlige 19 miljøparametre – fra klima- og ressourceforbrug til forsuring, eutrofiering, ozonnedbrydning og toksicitet.
For de mange virksomheder, der arbejder med grønne regnskaber, betyder det, at E-CIP ikke kun forbedrer CO₂-regnskabet, men også de bredere miljøindikatorer, som indgår i LCA’er og CSRD-rapportering.
De målbare reduktioner kan omsættes til lavere udledninger pr. ton produkt og tydelige forbedringer i virksomhedens miljø-KPI’er.
”Når man kan påvise en målbar reduktion i både ressourceforbrug og udledning, bidrager det direkte til de miljømæssige nøgletal i ESG-regnskabet,” siger Finn Gregersen.
I praksis kan E-CIP reducere både Scope 1- og Scope 2-udledninger – og i visse tilfælde også Scope 3 gennem lavere belastning af vandforsyning og spildevandsanlæg.
Hvad betyder Scope 1, 2 og 3?
Scope 1 dækker virksomhedens direkte udledninger fra egne anlæg og processer. Scope 2 omfatter de indirekte udledninger fra den energi, virksomheden køber – typisk el og varme. Scope 3 dækker øvrige indirekte udledninger i værdikæden, herunder transport, leverandører, affald, spildvandshåndtering og brug af produkter.
Fra dokumentation til færdigt anlæg
Det patenterede E-CIP-koncept bygger på recirkulering af skyllevand, hvor genbrugsvandet anvendes direkte mellem to rengøringscyklusser uden opbevaring i fælles tanke. Det forbedrer både hygiejnen og effektiviteten og reducerer samtidig miljøbelastningen.
I modsætning til klassiske CIP-anlæg undgår E-CIP krydskontaminering mellem linjer og minimerer behovet for gentagne rengøringscyklusser – en proces, der traditionelt kræver store mængder vand, varme og kemikalier.
I Danmark står PTI A/S i Tarm for produktion og implementering af E-CIP-anlæggene.
Som systemleverandør med mere end 60 års erfaring inden for proces- og CIP-løsninger til fødevareindustrien tilpasses teknologien den enkelte kundes anlæg og ESG-mål.
”E-CIP giver virksomhederne en dokumenterbar grøn gevinst. Det er en løsning, der både reducerer ressourceforbruget og hjælper med at opfylde de stigende ESG- og CO₂-krav,” siger Søren Førrisdahl, direktør og ejer af PTI A/S.

